onsdag den 29. juni 2011
Stor brobygningsdag på A. P. Møller Skolen
Onsdag, den 29. juni, blev der gennemført en stor brobygningsdag på A. P. Møller Skolen: Eleverne, der kommer til at gå i F7, F9 og G11 efter sommerferien, var alle blevet inviteret til at lære deres nye skole at kende. De kommende F7-elever gennemførte forskellige idrætsaktiviteter og fik en rundvisning til skolen. For kommende F9 og G11 blev der genemført en Samvær & Science-dag med mange forskellige naturvidenskabelige aktiviteter. Efter et samlet foredrag for alle eleverne om vulkaner ved skolens Science-koordinator, blev eleverne opdelt i grupper, som dagen igennem roterede mellem forskellige arbejds- og workshopstationer i og uden for bygningen. Her hjalp bl.a. eleverne fra de naturvidenskabelige profilklasser på 11. og 12. årgang med til at gennemføre eksperimenter og forklare fx. øjets opbygning, højspænding og jordbærs DNA. Der var desuden workshops om solsystemet, raketter, ørets opbygning samt lugt og parfume. I den store brobygningsdag deltog elever fra A. P. Møller Skolen og fra Gottorp-Skolen, Hiort Lorenzen-Skolen, Treja, Frederiksstad, Tarp, Sønder Brarup, Gustav Johannsen-Skolen, Duborg-Skolen Egernførde, Husum, Bredsted samt Ejderskolen i Rendsborg.