mandag den 10. august 2020

Skolestart i coronavirussets tegn

Mandag, den 10. august starttede det nye skoleår på A.P. Møller Skolen. Det skete i coronavirussets tegn med en række sikkerheds- og hygiejneregler, som skal minimere smitterisikoen for skolens elever og medarbejdere. For første gang kunne rektor byde alle velkommen uden for skolen, hvor eleverne indfandt sig i klasser og årgange med behørig afstand. Her blev eleverne orienteret om situationen, førend de klassevis fulgte med deres lærere. De særlige coronaforholdsregler gør, at eleverne kun må være samlet i såkaldte kohorter. De omfatter enkelte klasser og op til en årgang, men må ikke gå på tværs.I undervisningen anbefales det, at alle bærer næsemundbind, mens de skal bæres uden for klasselokalerne, hvor der skal holdes afstand på 1,5 m. Trafikken i bygningen er ensrettet, og der er opsat desinfektionsdispensere i hvert klasselokale. I den første uge lægges der særlig vægt på brobygning, introduktion til skolen for de nye elever samt en diagnose af læringsstandpunkt efter en lang fase uden normal undervisning. I skoleåret 2020/21 er A.P. Møller Skolen blevet endnu større end i rekordåret forinden. Det samlede elevtal er nu oppe på 664 (2019: 622). Eleverne går i 29 forskellige klasser, herunder to Flex-klasser på 8.-9. årgang. Den samlede klassekvotient for skolen er på 23 elever pr. klasse, både i alt og i hver af de to afdelinger: fællesskolen og gymnasiet; men der er betydelige forskellige mellem den mindste Flexklasse på 11 elever og den samfundsvidenskabelige profil på 13. årgang med 31 elever. Kønsfordelingen viser, at 56 % af eleverne tælles som piger, mens 44 % er rubriceret som drenge. I fællesskolen er 54 % piger og 46 % drenge, mens fordelingen er 58 % piger i gymnasiet og 42 % drenge. I gymnasiet findes der en klasse uden drenge, to med en og en med to drenge.