onsdag den 11. april 2012
Elever diskuterede med landdagspolitikere
Onsdag, den 11. april, arrangerede A. P. Møller Skolen en paneldebat med repræsentanter for partierne i landdagen i Kiel samt det nye parti Piraterne. På podiet sad Anke Spoorendonk fra SSW, Birte Pauls (SPD), Johannes Callsen (CDU), Rasmus Andresen (De Grønne), Ekkehard Klug (FDP), Torge Schmidt (Piraterne) samt Björn Thoroe (Die Linke). Diskussionen - som blev tilrettelagt af gymnasielærer Nicolai Sune Andersen, der underviser i samfundsfag og geografi - blev ledet af Werner Junge fra den nordtyske regionalradio NDR. Debatten blev overværet af skolens elever på 10.-13. årgang, der aktivt stillede kritiske spørgsmål til politikerne inden for de tre tematiske hovedområder regional strukturpolitik, uddannelsespolitik samt tilskud til det danske mindretal og dets skoler. A. P. Møller Skolens elever var ikke i tvivl om, at de danske elever er 100 % værd og derfor bør have samme tilskud fra delstaten som elever på offentlige skoler. Det mente repræsentanterne for fire af de seks partier lige så entydigt, mens repræsentanterne for CDU og FDP derimod uanfægtet af argumenterne fastholdt nedskæringerne. Læs om debatten på http://www.fla.de/?UNF=17&G=ac93 og i Flensborg Avis den 12. april 2012.