mandag den 27. februar 2012

Carmina Burana på A. P. Møller Skolen

Onsdag, den 29. februar, opfører Sønderjyllands Symfoniorkester sammen med korene ved de sønderjyske og sydslesvigske gymnasier Carl Orffs "Carmina Burana". Det sker i A. P. Møller Skolens store idrætshal. I opførelsen medvirker i alt ca. 300 gymnasieelever, deraf et halvt hundrede fra A. P. Møller Skolen. Stykket er blevet valgt på initiativ og tilskyndelse fra Ole Stork, som er elev på den æstetiske profil i 13. årgang på skolen. Sammen med fire andre elever fra samme klasse synger han midt i studentereksamenstravlheden selv med i det store, samlede gymnasiekor.
Om stykket "Carmina Burana" hedder det:
"Middelalderen var alt andet end mørk! I 1200-tallet blev en række sange på middelalderlatin og middelhøjtysk nedskrevet og gemt på klosteret Benediktbeuren i Bayern, og i 1937 satte Carl Orff musik til de muntre, livsglade, til tider frivole tekster om kærlighed, druk og erotik - selvfølgelig behørigt forlenet med moralske pointer, men altid sprudlende af livsglæde."
Sønderjyllands Symfoniorkester skriver i sin foromtale af gymnasiekorkoncerten:
"Den kraftfulde og dystre start i Carmina Burana med ordene, O Fortuna, skaber på alle måder følelser i publikum og er måske også en af grundene til at netop dette værk er blevet så populært over hele verden.
I mere end 30 år har Sønderjyllands Symfoniorkester og de lokale gymnasier haft dette helt unikke samarbejde om en årlig gymnasiekorkoncert. Og i år er ingen undtagelse. Orkestret skal fremføre Orffs mesterværk Carmina Burana – noget som orkesterchef Claus Skjold Larsen ser meget frem til.
- Det er en perfekt koncert at synge for sådan et ungt kor. Det er musik med råstyrke og musikerne glæder sig til at gave den fuld gas med de unge mennesker fra første taktslag.
Claus Skjold Larsen er overbevist om, at publikum vil komme til at mærke musikken og sangen helt ned i mellemgulvet.
- Musikken rammer lige i solar plexus. Der er en fantastisk umiddelbarhed i den, som i kombination med de unge menneskers energi, bliver en meget stor oplevelse.
Samarbejdet med gymnasiekorene er noget som for både musikere og orkesterchefen er meget værdsat.
- Vi har spillet med de unge mennesker i så mange år, og hver gang er det en fantastisk oplevelse. De kommer med en helt særlig energi og sammen kan vi skabe fantastisk musik uden filter, siger orkesterchefen."
Læs mere om koncerten og bestil billetter på http://syfo.de/kulturtilbud/singleview/artikel/soenderjyllands-symfoniorkester-gymnasiekorkoncert/
Det er også muligt at købe billetter til koncerten ved indgangen samme aften. Prisen er 14/16 euro for voksne og 6 euro for børn og unge under 18 år.