Lørdag, den 21. april 2012, kl. 10.30-12.30 afholder Dansk Skoleforening i samarbejde med det danske mindretals andre organisationer en fælles 100%-dag. Det sker i Flensborg i form af et optog igennem byen fra Exe til havnespidsen med fælles afslutning på haven. Formålet er at formidle budskabet om, at de danske skoleelever er 100 % værd, og at mindretallet kræver, at den fulde ligestilling på elevtilskudsområdet genoprettes.
A. P. Møller Skolen opfordrer alle, der bakker op om mindretallets krav om ligestilling, ikke-diskiminering og borgerrettigheder, til at deltage aktivt i optaget gennem Flensborgs gader den 21. april.
Målet er at mobilisere så mange medlemmer og venner af mindretallet som muligt for at sende et umisforståeligt signal om, at ligestillingen kræver 100 % i tilskud.