torsdag den 28. april 2011

A. P. Møller Skolen deltager i Forskningens Døgn

Hvert år afholdes i Danmark arrangementet "Forskningens Døgn", hvor forskere og fagligt kyndige tilbyder foredrag om de emner, de arbejder med og brænder for. A. P. Møller Skolen har medvirket i flere år. I 2011 er det gymnasielærer og Science Coordinator Svend Duggen, som holder foredrag om "Når vulkaner gøder oceaner". Det sker fredag, den 29. april på Ødsted Skole ved Vejle. Baggrunden er denne:
"Vulkaner kan gøde oceanet. Især store eksplosive vulkanudbrud kan transportere enorme mængder vulkanaske henover verdenshavene, hvor asken risler ud af askeskyer og synker igennem vandsøjlen. Nyere forskningsresultater viser, at vulkanaske forholdsvis hurtig kan afgive næringsstoffer, herunder især jern, i kontakt med havvand. I vide områder af oceanet indeholder havvand dog så få mængder af næringsstoffer, at nedfaldende vulkanaske kan forårsage en kraftig stigning i indholdet af næringsstoffer. Der er altså tale om en gødning med mulighed for efterfølgende algeblomstring og endda stigning af mængden af fisk. Mekanismen kan også have betydning for kulstofkredsløbet, indholdet af CO2 i atmosfæren og derfor klimaets udvikling i jordens historie.
Foredraget viser vigtige stationer og gennembrud i dette nye, kun få år unge forskningsområde. Aldeles tværfaglig forskning, som inddrager biologiske og geokemiske eksperimenter, satellitteknologier og metoder fra vulkanologien, oceanografien og andre discipliner har været en vigtig forudsætning for at øge vores forståelse for vulkanernes betydning for indholdet af næringsstoffer og dertil knyttede biologiske processer i oceanet."
Læs mere om Forskningens Døgn på http://www.forskningensdoegn.dk/